Jeg tester mange børn i min klinik, og en stor del af dem er højtbegavede. Når jeg anbefaler undervisningsdifferentiering, anbefaler jeg som regel, at dette sker ud fra Blooms taksonomi. Konkrete opgaver til differentiering af eksisterende pensum må lærerne derefter finde frem til.

I nogle tilfælde skal der dog andet til for at differentiere, end det samme pensum som resten af klassen. Her er ”Udfordrende opgaver 1.-5. klasse” en meget velkommen bog.

Med konkrete opgaver, vejledninger til forældreunderstøttelse og knivskarpt overblik over faglige delmål for de enkelte fag, excellerer forfatteren i at give mange anvendelige redskaber.

Opgaverne er kreative, og der er med garanti noget, der kan stimulere læringen hos elever med vidt forskellige læringspræferencer.

Bogen akkompagneres af opgaver, skemaer og mere til, som kan findes på en hjemmeside i pdf-format. Der er individuelle opgaver såvel som gruppeopgaver, og med tidsangivelser og gode råd, samt forslag til præsentation af produktet, rammer bogen plet.

Den får en meget varm anbefaling med herfra til lærere og til PPR-psykologer, der som del af det daglige virke skal vejlede om undervisningsdifferentiering. Den bør ligge på ethvert lærerværelse!