Svar på spørgsmål om forskelle

I har fået mulighed for at stille spørgsmål til WISC, og dem vil jeg besvare i de kommende opslag. I dag kommer endnu et svar.

I dag vil jeg svare på, om man kan score højt på kun et enkelt punkt i en WISC, og hvilken betydning det kan have for barnet.

Man kan godt score højt i ét indeks i en WISC, og generelt kan man sige, at jo større forskelle der er på de forskellige indekser, jo mere kringlet bliver det at forstå og møde barnet i hverdagen.

Når man laver en WISC-testning, så kommer der ikke bare en IQ ud. Der kommer en lang række indekser, som hver består af mindst 2 delprøver. Der kan også være forskel i de delprøver, der bruges til at udregne et indeks med. Når man kigger på totaltallet (som i en WISC forkortes “HIK”), så er det vigtigt samtidigt at have øje for de udsving, der kan være mellem indekserne, der ligger under totaltallet, og mellem delprøverne der udgør hvert indeks.

WISC-V er den nyeste version af WISC-testen, og den er baseret på en masse herlig statistik. Når man har fået foretaget en WISC på sit barn, vil jeg altid anbefale, at man spørger nysgerrigt ind til udsvingene, for disse viser rigtig meget omkring, hvordan barnet tilgår læring, viden og forstår.

Man kan godt ligge meget højt i f.eks. Verbal Forståelse og gennemsnitligt i de øvrige indekser. Det kommer til udtryk som det der mest af alt ligner “et klogt barn”.

Man kan godt ligge meget højt i Ræsonnering og gennemsnitligt i de øvrige indekser. Det kan komme til udtryk som “den innovative problemknuser”.

Man kan godt ligge meget højt i Forarbejdningshastighed og gennemsnitligt i de øvrige indekser. Det kan komme til udtryk i form af “det hurtige barn”, men ikke nødvendigvis det barn som svarer korrekt.

Det er blot forsimplede eksempler. Der er meget mere at lære. Er du nysgerrig på mere viden, så er du velkommen til at læse på min hjemmeside, hvor indekserne også er gennemgået.

Www.deafranck.dk

Autisme/ADHD og WISC

Så er det weekend! Men I skal lige have et pip fra mig, før jeg slukker computeren helt. I har fået mulighed for at stille spørgsmål til WISC, og dem vil jeg besvare i de kommende opslag.

I dag vil jeg svare på, om man kan afvise ADHD og autisme ud fra WISC.

Det hurtige svar er “nej”, men I skal også have en begrundelse.

WISC er designet til at kortlægge forskellige kognitive evner hos børn, og er ikke designet til at diagnosticere ADHD eller autismespektrumforstyrrelse. Selvom WISC’en har vist sig at tegne nogle tendenser for disse grupper, er det langt fra nok til at kunne af- eller bekræfte en diagnose. WISC’en kan supplere med nyttig information, men kan i diagnostisk sammenhæng ikke stå alene.

ADHD og autisme kræver en mere omfattende udredning, som ofte omfatter kliniske interviews, observation og adfærdsvurderinger, ud over specifikke tests. Børn med med ADHD eller autismespektrumforstyrrelse kan variere meget i deres symptomer og adfærd, og en korrekt diagnose kræver en holistisk tilgang.

Jeg vil klart anbefale en WISC som led i denne udredning, da den giver vigtige indsigter i, hvordan man effektivt og meningsfuldt kan intervenere i barnets hverdag med henblik på at forøge trivsel, læring og udvikling.

Og nu…. god weekend!

www.deafranck.dk

Astra talentkonference 2023

I dag afholdes Astras årlige talentkonference, hvor passionerede lærere og ledere samles for at dykke ned i viden omkring talentudvikling. I år var jeg så heldig at være inviteret til at skyde konferencen i gang med et oplæg om talentfulde og højtbegavede børn og unge og deres styrker og udfordringer. Der var også fokus på overgange, strategisk arbejde og de dobbelt exceptionelle – og plads til nogle spørgsmål til sidst.
Jeg mødte velkendte ansigter og helt nye mennesker, som alle havde til fælles, at de bidrog til en rigtig rar og nysgerrig stemning på Mærsk McKinney Møller Videncenter i Sorø.
Er du nysgerrig på at vide mere om konferencen, så kan du se her:
Vil du også have mig på besøg, så kan du se mere her:
 

Bogen er kommet!

Sikke en skøn dag. Jeg har i dag modtaget mine første eksemplarer af min nye bog, “Højtbegavet – en guide til store børn og unge”. De er så friske, at blækket knapt er tørt.

Bogen, som kommer i handlen den 21. november, er skrevet med håbet om at give indsigt og støtte til store børn og unge, der er højtbegavede. Det er en bog, jeg håber, kan finde vej til mange hjem, så de skønne højtbegavede kan få mere indsigt i sig selv og lære deres ressourcer at kende.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har skrevet den bog, jeg selv kunne have brugt i den alder, og derfor er der også lagt en særlig omsorg i linjerne. En omsorg, som jeg håber på, at I forældre vil hjælpe mig med at dele ud af til jeres børn gennem bogen.

Julen nærmer sig, og “Højtbegavet – en guide til store børn og unge” kunne være en tankevækkende gave, der bliver ved med at give godt tilbage. Det er nemlig ikke en læsebog. Det er en lærebog. Læseren lærer om sig selv, besvarer spørgsmål om sig selv, vurderer, tænker efter, markerer og sætter streger. Det er en bog til læring og fordybelse, og den rummer en del af de elementer, jeg integrerer i mine terapeutiske samtaler med højtbegavede børn og unge. Det lyder lækkert, ik? Det er det også!

Hvis du er interesseret i at forudbestille et eksemplar, kan det lade sig gøre her: https://dpf.dk/produkt/hoejtbegavet-en-guide-til-store-boern-og-unge/
Du kan endda nå at få rabatten på 20% med, hvis du skriver rabatkoden HØJT20 ind før d. 20/11-23.

Tak til alle jer, som beriger mig med jeres historier, og som gennem åbenheden hjælper mig med at hjælpe mange.

I Randers med Rikke

Her er jeg – og her er Rikke Christensen fra Clever Consulting. Vi ved rigtig meget om de højtbegavede børn, og når vi slår hovederne sammen, så ved vi endnu mere.

I går aftes havde vi fornøjelsen af at arbejde sammen med Hobrovejens Skole i Randers som led i et flerårigt forløb. De skuffer aldrig i deres iver og arbejdsindsats, så til trods for at vi var der om aftenen, så var hjernerne toptunede.

Aftenen gik med opsamling fra sidst, hvor emnerne var blandt andet:
– Eksekutive funktioner
– Dobbeltexceptionelle
– Læringsprofiler
– Asynkron udvikling

Dette blev toppet op med 1-2-3-differentiering, hvor alle lærere og pædagoger på alle årgange fik mulighed for at tage hul på den praktiske del af at planlægge et 1-2-3-forløb for eleverne.

Men, hvad sker der så, når det skal omsættes til praksis? Det finder vi ud af i januar, hvor vi har flere sammenhængende dage sammen med dem. Det er et helt enestående forløb, som er igangsat. Dét rykker!


Bogmesse

Der er noget helt særligt ved at holde det allerførste trykte eksemplar af den nye bog i hånden. I måneder har den kun været synlig på en skærm, men nu er den på tryk, og jeg fik mulighed for at mærke, se, føle og røre “Højtbegavet – En Guide til Store Børn og Unge” i dag på årets Bogmesse i Bella Centeret.

Samtidigt med at jeg kunne mærke en boblende glæde over at se bogen første gang, kunne jeg ikke lade være med at blive begejstret over at se flere kunder på Dansk Psykologisk Forlags stand kigge på både denne og Kort og Godt om Høj Begavelse. Ja, der blev faktisk købt flere eksemplarer, mens jeg selv besøgte standen. Det kildede altså lidt i maven.

Jeg er så glad for at kunne være med til at rykke området for høj begavelse i en frugtbar retning, hvor der er større forståelse gennem let tilgængelig viden. Jeg ser meget frem til, at min nye bog “Højtbegavet – En Guide til Store Børn og Unge” kommer ud i hænderne på de yngre generationer, så der også kan ske en bevægelse hos netop dem.

Det starter alt sammen med en nysgerrighed!

Jeg fik købt et stort læs bøger med hjem fra forskellige forlag, og fik nogle spændende snakke rundt omkring. Skøn messe for alle os, der er glade for bøger i alle former, farver og typer.

Min bog udkommer d. 21. november i år, men kan allerede nu forudbestilles, og hvis du skriver rabatkoden HØJT20 ind, så får du 20% rabat ved køb på dpf.dk. Koden er gyldig til og med 20/11-23: https://dpf.dk/produkt/hoejtbegavet-en-guide-til-store-boern-og-unge/?fbclid=IwAR2UuSxs1g9AM9dWXLU1SkD_3FNzm_uLpteinAq-P8LYQxtWBxkLucJupcI

Ny og vigtig bog!

Når man som barn eller ung finder ud af, at man er højtbegavet, så er det begyndelsen på en rejse. En rejse der fører én tættere på sig selv, men rejsen kan være fuld af udfordringer og til tider endda være ret hård.

Jeg er højtbegavet, men vidste det ikke som barn eller ung. Jeg har taget rejsen alene, men har som voksen og som psykolog holdt utroligt mange højtbegavede børn og unge i hånden på deres rejse for at hjælpe dem godt på vej.

Jeg vil gerne hjælpe dem alle sammen, og for at kunne det, har jeg skrevet en bog, som er en form for rejseguide til store børn og unge. Den udkommer 21. november i år. Den kan allerede nu forudbestilles, og hvis du skriver rabatkoden HØJT20 ind, så får du 20% rabat ved køb på dpf.dk. Koden er gyldig til og med 20/11-23: https://dpf.dk/produkt/hoejtbegavet-en-guide-til-store-boern-og-unge/

Det er ikke bare en god nyhed – det er også en god julegave.

Skal jeg også have lov til at hjælpe dit barn godt på vej?

Høj IQ og ADHD

Er det høj begavelse, eller er det ADHD? Eller er det måske begge dele (også kaldet dobbelt exceptionelle)?

I 2008 publicerede Antshel og kolleger studiet “Temporal Stability of ADHD in the High-IQ Population: Results From the MGH Longitudinal Family Studies of ADHD”, som så nærmere på ADHD hos højtbegavede for at blive klogere på de højtbegavede med og uden ADHD ud fra en forståelse af, at det gennem tiden har været at skelne mellem ADHD og kedsomhed som følge af understimulerende læringsmiljøer.

Over en periode på 4,5 år blev to grupper af højtbegavede unge (med en total IQ på mindst 120 i en WISC – gennemsnittet var 125,7-127,1 afhængig af gruppe). Den ene gruppe havde ADHD, den anden gruppe havde ikke. Studiet afdækkede, at der var:

1. markante forskelle i oplevelsen af stemningslidelser, angst og adfærdsforstyrrelser mellem grupperne, hvor der sås størst udfordringer hos dem med høj IQ og ADHD.
2. væsentlig funktionshæmning som viste sig i form af udfordringer på sociale, akademiske og familiemæssige områder, hvor der sås størst udfordringer hos dem med høj IQ og ADHD.
3. stabilitet i ADHD-diagnosen over tid, og at den ikke bare lige forsvinder igen.
4. stabilitet i IQ’en uanset om der var tale om høj begavelse med eller uden ADHD, så den dobbelt exceptionelle mister altså ikke IQ over tid.

Hvad skal vi bruge det til? Vi skal bruge det til at forstå, at børn og unge med høj IQ og ADHD har en højere forekomst af visse psykiske lidelser og har større funktionsnedsættelser i forskellige områder af livet sammenlignet med børn og unge med høj IQ uden ADHD. Desuden understøtter resultaterne brugen af ADHD-diagnosen hos børn og unge med høj IQ, da diagnosen ser ud til at have prædiktiv validitet, hvilket betyder, at den kan bruges til at forudsige fremtidige problemer og dermed give os større forståelse for støttebehovet i denne gruppe.

Vil du læse hele studiet selv, så er referencen her: Antshel, K. M., Faraone, S. V., Maglione, K., Doyle, A., Fried, R., Seidman, L., & Biederman, J. (2008). Temporal Stability of ADHD in the High-IQ Population: Results From the MGH Longitudinal Family Studies of ADHD. Journal of the American Academy of Child Adolescent Psychiatry, 47(7), 817–825. https://doi.org/10.1097/CHI.0B013E318172EECF

Flytning

Nu er det på tide at dele den gode nyhed med jer.
Min klinik flytter fra 1/1-24 til nye lokaler i naturskønne omgivelser i Kongens Lyngby.

De nuværende lokaler har gjort – og gør det fortsat – godt, men der er brug for nye muligheder, og det kommer der med flytningen. Jeg har allerede planlagt en lang række nye tiltag, som gør at jeg kan hjælpe endnu flere af jer godt på vej i jeres liv. Dem ser jeg frem til at indvie jer nærmere i – når den tid kommer.

Flytningen betyder dog også, at klinikken på den nuværende placering i Smørum lukker ned d. 15/12-23, og at der fra d. 15/12-23 til d. 1/1-24 ikke vil være mulighed for samtaler, rådgivning, undersøgelse m.v., da vi til den tid er i fulde sving med at etablere de nye lokaler.

Skal du nå at have foretaget en undersøgelse, rådgivning eller lignende før 2024 i de nuværende lokaler i Smørum, så er det ved at være på tide at få booket tiden, for kalenderen er allerede ved at være godt booket op til flytningen.

Skriv på kontakt@deafranck.dk for at aftale nærmere.

Det bli’r så godt!

Hvordan kan jeg huske alt det?

Jeg har læst en bog, som jeg vi dele med jer.

HVORDAN KAN JEG HUSKE ALT DET? – tips og øvelser, der træner din arbejdshukommelse, af Tracy Packiam Alloway.

Jeg har testet oceaner af børn i mit arbejdsliv, og jeg har gennem de sidste mange år set en tendens, som er ærgerlig men forståelig ud fra det samfund, vi har skabt. Der er fart på, korte opmærksomhedsspænd, hurtig belønning og mange gentagelser. Det er godt, når man vil skabe en adfærd, hvor man suges ind i skærme, køber mere og mere, samt bruger tomme tankekalorier.

Det kan dog også have andre effekter, som kan være (endnu) mindre hensigtsmæssige, og her kommer den føromtalte tendens i spil. Jeg ser nemlig en faldende evne indenfor lige præcis arbejdshukommelsen. Det er kritisk, for arbejdshukommelsen skal vi bruge i alle former for læring og fordybelse.

Bogen forklarer i letforståelige vendinger og tekst, samt med klare illustrationer, hvad arbejdshukommelse, korttidshukommelse og langtidshukommelse er. Den er oplysende og tydelig, og den giver gode eksempler på, hvordan det kan føles for barnet når det kommer til kort. Det giver mulighed for at forstå sig selv og se sig selv spejlet i konkrete fortællinger. Bogen rundes af med et kort kapitel til forældrene.

En del af de højtbegavede har udfordringer med en RELATIVT svag arbejdshukommelse, og de kan med fordel læse bogen for at blive klogere på, hvad de kan arbejde med. Bogen er ikke decideret vinklet på høj begavelse, men er alligevel overordnet anvendelig for denne gruppe.

Bogen er rigtig god til at give forståelse, men det er ikke her, de helt konkrete værktøjer til at styrke arbejdshukommelsen er flest. Der er flere generelle basistiltag, man kan læne sig opad, men reelle mnemoteknikker berøres kun sparsomt.

Er du nysgerrig på selv at læse den, så fås den hos Dansk Psykologisk Forlag – Uddannelse : https://dpf.dk/produkt/hvordan-kan-jeg-huske-alt-det/