Det er morgen, og vækkeuret har allerede ringet to gange, da Oscar opdager, at han stadig ligger og tænker. Han er 10 år gammel, og mens resten af huset langsomt vågner, er hans tanker for længst stået op. Han tænker på en dokumentar, han så aftenen før om sorte huller. Han tænker også på, om tid føles anderledes, hvis man bevæger sig hurtigt nok, og på hvorfor fem minutter om morgenen kan forsvinde på et øjeblik, mens fem minutter i en kedelig time kan føles uendelige. Hans mor kalder. Nu skal han op – altså virkelig meget!
Oscar skynder sig gennem morgenen. Han tager tøj på, børster tænder og finder sin skoletaske. Han er næsten ude ad døren, da han kommer i tanke om madpakken, som stadig står på køkkenbordet. Han løber tilbage efter den. På vej ud igen glemmer han sine vanter. Nå, det er lige meget, når han kan krænge hænderne ind i ærmerne…
Oscar er dobbelt exceptionel. Han er højtbegavet og har ADD. Det betyder blandt andet, at hans hjerne kan forstå komplicerede sammenhænge og analysere i en grad, som mange andre på hans alder endnu ikke formår, samtidig med at helt almindelige ting kan glide ud af hans opmærksomhed. Han kan huske detaljer om solsystemet, som han læste for flere måneder siden, men glemme en besked, han fik i går. Ikke fordi beskeden er ligegyldig for ham. Den bliver bare væk mellem alle de andre tanker.
I skolen begynder dagen med matematik. Læreren gennemgår en ny metode på tavlen, men Oscar har allerede set mønstret. Han regner videre inde i hovedet og opdager en anden måde at løse opgaven på. Derefter en tredje. Mens læreren forklarer næste trin, begynder Oscar at spekulere på, om metoden også kan bruges på meget større tal. Pludselig siger læreren hans navn. Oscar ser op. De andre er begyndt at arbejde. Han ved ikke, hvilken side de skal slå op på. En klassekammerat peger på siden, og Oscar går i gang. Opgaverne er lette. Der er mange af dem, og de ligner hinanden. Efter de første fire opgaver begynder hans hånd at tegne små tandhjul i kanten af papiret. Tandhjulene bliver til en maskine, der sorterer primtal. Da læreren går forbi, mangler Oscar stadig halvdelen af opgaverne. “Du skal huske at koncentrere dig”, siger hun.
Oscar nikker. Han ved godt, at han skal koncentrere sig. Problemet er bare, at koncentrationen ikke altid kommer, når han kalder på den. Andre gange er den så kraftig, at resten af verden forsvinder. Det er svært for ham at finde balancen.
Senere skal klassen arbejde med et emne om energi. Her vågner noget i ham. Oscar fortæller om solceller, batterier og energitab. Ordene kommer hurtigt, fordi tankerne allerede står i kø. Han kan mærke, at nogle af de andre lytter, men også at han er kommet til at tale længe. I frikvarteret løber de andre ud. Oscar følger med, men hans hoved er stadig inde i klasselokalet. Han tænker på, hvordan skolens tag kunne dækkes af solceller, og hvor meget strøm de mon ville producere på en overskyet dag. Da en af drengene spørger, om han vil være med til fodbold, hører Oscar det først anden gang.
Han stiller sig på mål, men opdager for sent, at spillet er begyndt. Bolden triller forbi ham. “Hallo, Oscar!”, råber en af de andre. Det stikker i maven. Oscar ved godt, at han burde have set bolden. Han så den bare ikke, selvom han kiggede lige i dens retning.
Da skoledagen slutter, er hans hoved fyldt og kroppen træt. Men dagen er ikke slut endnu. Om eftermiddagen skal han til opfinderklub. Det er ugens bedste fritidsaktivitet. Her må man skille ting ad, bygge dem sammen på nye måder og stille spørgsmål, som ikke altid har ét rigtigt svar. På vej derhen kommer Oscar i tanke om, at de fik en besked sidste gang. De skulle have noget med. Han prøver at finde beskeden i hukommelsen. Først er der ingenting. Så kommer den tilbage!
– En lille papkasse
– Tre plastiklåg
– To elastikker
De skal bygge køretøjer, der kan bevæge sig uden batterier. Oscar stopper. Han har ikke taget noget af det med. Sidste uge lyttede han, da der blev forklaret, hvad de skulle. Han havde allerede forestillet sig, hvordan elastikkerne kunne sno sig omkring en aksel og lagre energi. Han havde set hele konstruktionen for sig. Men da han kom hjem, var tanken blevet afløst af lektier, aftensmad og en idé til en historie om en robot, der ikke kunne glemme. Materialerne blev aldrig lagt frem.
Da han træder ind i lokalet, står de andre børn med kasser og poser. En har malet sin papkasse på forhånd. En anden har taget ekstra låg med. Oscar overvejer et øjeblik at sige, at han har glemt det hele. I stedet går han hen til kassen med rester. Der ligger et stykke bølgepap, et knækket sugerør, en papirclips og et plastikbæger. Han finder to låg under et bord og får et tredje af en anden dreng. Elastikkerne mangler stadig.
Oscar kigger på papirclipsen. Så på sugerøret. Så på den tynde snor, der sidder omkring en bunke gamle aviser. En idé begynder at tage form. Han bygger ikke det køretøj, han havde forestillet sig. I stedet laver han en lille vogn, hvor snoren bliver viklet omkring akslen. Papirclipsen bøjer han til en krog. Når vognen trækkes baglæns, strammes snoren, og når han slipper, bevæger den sig fremad. Første gang kører den skævt og vælter. Anden gang sætter akslen sig fast. Oscar mærker frustrationen vokse, men nu er resten af lokalet næsten forsvundet. Han ser kun konstruktionen. Han flytter sugerøret nogle millimeter, gør det ene hjul mindre og forstærker pappet med en foldning, han engang har set i en bog om broer. Tredje gang kører vognen hele vejen hen over bordet.
Succes! Oscar er stolt af vognen. Samtidig er stoltheden blandet med lettelse. Det virkede denne gang. Han fik det til at fungere. Ingen blev vred, og ingen bad ham om at tage hjem efter de ting, han havde glemt. Om aftenen spørger hans far, hvordan dagen har været.
“Fin”, siger Oscar. “Min vogn kørte længst”.
Det er sandt. Men det er ikke hele sandheden, og da Oscar ligger i sin seng, vender tankerne tilbage til øjeblikket, hvor han opdagede, at han havde glemt materialerne. Han tænker på beskeden, han faktisk havde hørt. På hvor tydeligt han kunne huske konstruktionen, og hvor fuldstændigt han havde glemt at finde tingene frem. Han spekulerer på, hvorfor han kan løse et problem, som ingen har givet ham løsningen på, men ikke altid kan huske det, andre synes er enkelt. Han tænker på bolden, der trillede forbi ham. På matematikopgaverne, han ikke nåede. På læreren, der sagde, at han skulle koncentrere sig. Måske tror de voksne, at det handler om at tage sig sammen. Oscar ved, at han tager sig sammen. Ofte bruger han kræfter på det hele dagen.
Han vender puden om på den kolde side og prøver at finde ro. Oscar er højtbegavet og har ADD. Han kan tænke hurtigt, dybt og langt, samtidig med at hverdagens små beskeder nogle gange forsvinder undervejs. Han er ikke doven eller ligeglad. Hans hjerne arbejder bare på en måde, der både åbner døre og skaber forhindringer.
Når vi får et perspektiv på, hvordan det ser ud gennem Oscars øjne, så er det svært ikke at få lyst til at give ham lidt mere – ja, elastik – og en hjælpende hånd.
Bor der også en Oscar hjemme hos dig?
