Twice exceptional – dobbelt exceptionel – 2E

 

Hvad er twice exceptional?

Nogle mennesker har en usædvanligt høj intellekttuel kapacitet og har samtidig en neuroudviklingsmæssig eller indlæringsmæssig forstyrrelse. Det kan være dysleksi, ADHD, autismespektrumforstyrrelse, cerebral parese eller lignende. I international faglitteratur bruges betegnelsen twice exceptional, ofte forkortet til 2E, om denne kombination. Det er en måde at forstå en samlet profil på. Begrebet peger på noget afgørende: at styrker og vanskeligheder eksisterer samtidig og derfor må tages lige alvorligt.

En meget ujævn profil

Det, der ofte gør mennesker med en 2E-profil vanskelige at forstå for omgivelserne, og nogle gange også for dem selv, er den markant ujævne profil. En person kan have et meget avanceret sprog, en stærk abstrakt tænkning og stor viden på bestemte områder, men samtidig have svært ved at organisere tanker, skrive læseligt, stave korrekt, regulere opmærksomhed eller gennemføre en opgave fra start til slut. Nogle gange fremstår personen selvstændig, moden og særdeles kompetent. Andre dage bryder det samme menneske sammen under krav, som på overfladen måske kan virke beskedne. Personen kan skifte mellem at tage imod hjælp, afvise den eller blive afhængig af den. Denne ujævnhed skaber ofte forvirring og fører til fejltolkninger.

Maskeringens betydning

En vigtig forklaring på dette mønster er den såkaldte maskering. Den høje kognitive kapacitet kan i nogle situationer kompensere så effektivt for vanskelighederne, at problemerne ikke opdages. Personen klarer sig måske lige akkurat igennem skole, studie, arbejde eller sociale sammenhænge, men bruger uforholdsmæssigt meget energi og betaler ofte en høj pris i form af stress, udmattelse og/eller lavt selvværd. Det modsatte kan også ske: vanskelighederne kommer til at fylde så meget, at begavelsen forsvinder ud af syne. Omgivelserne ser kun det, personen ikke kan, mens potentialet forbliver ubelyst. I begge tilfælde ender man uden den rette støtte, fordi hverken styrkerne eller udfordringerne bliver set klart nok. Det betyder, at mange med en 2E-profil bliver misforstået i skole, uddannelse, arbejdsliv og sociale fællesskaber. De bliver beskrevet som dovne, umotiverede, ustrukturerede, umodne eller som nogen, der “godt kunne, hvis de bare tog sig sammen”. Men for mange handler det ikke om vilje. Det handler om en profil, hvor stærke evner og reelle barrierer lever side om side.

Fire udfaldsmuligheder ved 2E

Der er en risiko ved 2E for at man ser andet end både begavelse og udfordring. Som det ses på figuren herunder, er det mest lykkelige udfald, når der er tale om 2E, at begge exceptionaliteter identificeres, men der er en risiko for, at kun diagnosen eller funktionsnedsættelsen ses, at kun begavelsen ses eller at ingen af dele ses, hvilket kan føre til stort pres og tiltagende mistrivsel. Det er en smule bedre, at noget ses, altså diagnose eller høj begavelse, frem for at intet ses, men alligevel rummer den delvise identifikation sin helt egen udfordring, for møder man den dobbelt exceptionelle med krav svarende til udelukkende høj begavelse eller udelukkende diagnose, så bliver det også en skæv tilgang, som kan skævvride forventninger og i sidste ende også skævride personens selvtillid og selvværd…

Mellem to stole

En person kan tænke hurtigt og komplekst, men arbejde langsomt; Kan forstå avancerede sammenhænge, men ikke få sine opgaver afleveret; Kan være langt foran fagligt på nogle områder og samtidig markant udfordret på andre. Når systemer primært belønner jævn præstation, stabilitet og ydre tilpasning, bliver disse mennesker let usynlige. De passer ofte ikke rent ind i tilbud til højtbegavede, fordi deres præstationer er for ujævne, og de passer heller ikke nødvendigvis ind i støtteordninger, fordi deres styrker forstyrrer det sædvanlige billede af vanskeligheder. Resultatet er, at de falder mellem to stole.

Følelse af utilstrækkelighed

For mange familier og for den enkelte selv bliver dette ikke blot et spørgsmål om læring eller præstation, men i høj grad også om trivsel. Når et menneske igen og igen oplever at blive misforstået, korrigeret eller mødt med krav, det ikke kan honorere på samme måde som andre, kan det skabe en dyb følelse af utilstrækkelighed. Mange med en 2E-profil kæmper med at føle sig anderledes, fejlplacerede eller ude af takt med både jævnaldrende, kolleger og autoriteter. De kan have svært ved at finde deres plads, svært ved at føle sig kompetente i hverdagen og svært ved at forstå, hvorfor noget, de måske selv følger, at de “burde kunne”, alligevel føles næsten umuligt. Over tid kan det vise sig som stress, modstand, tristhed, angst, vrede eller et gradvist fald i selvværd.

Hvor meget støtte skal der til?

Det er netop her, spørgsmålet om støtte bliver centralt. Hvor meget hjælp er passende, og hvornår bliver hjælpen for meget? Hvis man støtter for lidt, risikerer man nederlag, overbelastning og mistrivsel. Hvis man støtter for meget, risikerer man at overtage funktioner, personen gradvist burde udvikle selv. Det afgørende er derfor ikke at vælge mellem hjælp eller ikke hjælp, men at finde en balance, der ændrer sig over tid. På kort sigt er der brug for tryghed, forståelse og aflastning. På længere sigt er der brug for støtte, der udvikler selvstændighed, mestring og robusthed.

En højtbegavet person med ADHD kan for eksempel være i stand til at forstå komplekse sammenhænge hurtigere end de fleste, men samtidig have svært ved at komme i gang, holde overblik, regulere opmærksomhed og afslutte opgaver. Det kan være barnet, der taler avanceret og reflekteret, men glemmer sine bøger, mister overblikket og bryder sammen over lektier. Det kan være den unge, der præsterer højt i samtaler og prøver, men ikke får afleveret skriftlige opgaver til tiden. Det kan være den voksne, der er idéstærk, analytisk og værdifuld på arbejdet, men kæmper med mødestruktur, tidsstyring, administration og hverdagslogistik. Udefra kan det ligne manglende ansvarlighed eller vilje. I praksis er det ofte et menneske, der bruger enorme mentale ressourcer på at kompensere for vanskeligheder, som andre ikke kan se.

I sådanne situationer hjælper det sjældent at øge presset. Det første skridt er ofte at reducere belastningen og forstå, hvad der konkret spænder ben. Er det opgavestart, planlægning, arbejdshukommelse, tempo, energiforvaltning eller følelsesregulering? Når det bliver tydeligt, kan man bygge mere målrettede støttestrukturer op. For et barn kan det handle om færre lektier, tydeligere delmål, hjælpemidler og en hverdag, hvor hjemmet ikke bliver en kampplads. For en ung kan det handle om realistisk struktur, mentorstøtte, bedre rammer for opgaveløsning og hjælp til at prioritere. For en voksen kan det handle om arbejdsformer, der tager højde for eksekutive vanskeligheder, og om at skelne mellem høj faglig kapacitet og udfordringer med organisering. Målet er ikke at fritage personen for ansvar, men at skabe betingelser, hvor ansvar faktisk kan bæres.

En højtbegavet person med autistiske træk eller en autismediagnose kan på tilsvarende måde have stor faglig eller intellektuel dybde, men samtidig være udfordret af sociale koder, skift, sensorisk belastning og uforudsigelighed. Det kan være barnet, der ved utrolig meget og taler engageret om sine interesseområder, men har svært ved at indgå i jævnaldrendes spontane samspil. Det kan være den unge, der fremstår fagligt stærk, men socialt isoleret og ofte misforstået. Det kan være den voksne, der leverer arbejde af meget høj kvalitet, men udtrættes voldsomt af åbne kontormiljøer, småsnak, implicitte forventninger og sociale dobbeltsignaler.

Når omgivelserne ikke forstår dette, opstår der let en uhensigtsmæssig dynamik. Andre begynder at tale på personens vegne, oversætte alt, glatte alle sociale situationer ud eller beskytte så meget, at udviklingsmulighederne mindskes. Den modsatte fejl er at antage, at personen bare må lære at klare det selv, fordi vedkommende jo er intelligent. Ingen af delene er hensigtsmæssige. Den mere bæredygtige vej er at flytte støtten væk fra akut redning og hen mod målrettet udvikling. Det kan være social færdighedstræning, tydeligere forventninger, forberedelse til overgange, mulighed for restitution og adgang til fællesskaber, hvor interesser og styrker bliver en reel bro til kontakt. Støtte skal ikke erstatte personens eget handlerum, men gøre det muligt at udvide det.

En højtbegavet person med indlæringsvanskeligheder kan også fremstå paradoksal for omgivelserne. Det kan være et menneske, der tænker hurtigt, forstår komplekse mønstre og har et rigt indre liv, men som læser langsomt, skriver med stor anstrengelse eller undgår opgaver, der kræver netop de færdigheder. Barnet kan blive set som uligevægtigt eller inkonsekvent. Den unge kan begynde at skjule sine vanskeligheder og overleve på intelligens alene, indtil kravene bliver for store. Den voksne kan gennemføre uddannelse eller arbejde med ekstremt højt energiforbrug og konstant følelse af at være på overarbejde.

Her er det afgørende, at vanskelighederne ikke bagatelliseres, bare fordi personen virker begavet. Et stærkt hoved fritager ikke nogen fra behovet for kompenserende redskaber, tilpasninger og realistiske forventninger.

For lidt, for meget forkert…

Et andet område, hvor den rette støtte er afgørende, er i situationer med social udsathed, konflikter eller mobning. En højtbegavet person med ADHD og/eller autisme kan let komme til at skille sig ud, og netop det kan gøre vedkommende sårbar. Det gælder både børn i skolegården, unge i uddannelsesmiljøer og voksne på arbejdspladser eller i sociale netværk. Hvis omgivelserne tolker problemet som noget, personen selv er skyld i, fordi han, hun eller de virker “for meget”, “for lidt”, “intens” eller “krævende”, bliver belastningen ofte endnu større. I sådanne tilfælde er en passiv tilgang ikke passende støtte. Når et menneske udsættes for systematisk  eksklusion eller mobning, er det ikke noget, man bare skal lære at tåle. Her må de voksne omkring barnet, de ansvarlige i uddannelsessystemet eller ledelsen på en arbejdsplads tage ansvar for rammerne. Samtidig kan personen have brug for hjælp til at genopbygge oplevelsen af styrke og tilhørsforhold, blandt andet gennem fællesskaber, hvor interesser og kompetencer får plads.

Støtte som en balance

På tværs af disse situationer ses det samme grundmønster. Det rigtige støtteniveau er ikke et fast punkt, men en bevægelig balance. Nogle gange skal man gå tæt på og aflaste. Andre gange skal man træde et skridt tilbage og lade personen prøve selv. Men tilbagetrækning må ikke ske for tidligt og ikke ud fra en fejlagtig forestilling om, at høj begavelse automatisk giver evne til at håndtere alt andet. Et menneske, der gentagne gange mislykkes med noget, det endnu ikke har de nødvendige forudsætninger for at mestre, bliver ikke nødvendigvis mere selvstændigt. Det kan lige så vel blive mere skamfuldt, mere modløst og mere afhængigt. Derfor er det vigtigt først at forstå problemet grundigt, før man leder efter løsninger. Hvad er det egentlig, personen kæmper med? Er det opgavestart, arbejdshukommelse, social forståelse, sensorisk belastning, tempo, skriftlig udførelse, følelsesregulering eller noget andet? Hvad er styrkerne, og hvordan kan de bringes i spil? Hvilke situationer fungerer bedre end andre, og hvorfor? Når disse spørgsmål bliver tydeligere, bliver det også lettere at vælge støtte, der faktisk hjælper.

Mere viden og fælles ansvar

Forældre, fagpersoner, undervisere, ledere og den enkelte selv har ofte brug for betydelig viden for at kunne navigere i dette felt. Man må forstå både begavelsen og vanskelighederne. Man må kende de støttemuligheder, der findes, og være forberedt på, at de ikke altid bliver tilbudt automatisk. Mange med en 2E-profil har brug for, at nogen formidler deres komplekse profil til systemer, der helst vil have enkle forklaringer. Det kan være krævende, men det er ofte afgørende. Ikke fordi omgivelserne skal overtage ansvaret, men fordi mennesker med denne profil ellers risikerer at blive stående i et vakuum, hvor ingen rigtigt ser hele dem. Samtidig er det vigtigt at have realistiske forventninger til systemet. Mange uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser er ikke bygget til at forstå mennesker, der både har meget højt potentiale og betydelige vanskeligheder. Tilbud til højtbegavede retter sig ofte mod dem, der præsterer højt og stabilt. Støtteordninger fokuserer ofte på vanskeligheder uden nødvendigvis at inddrage styrker og behov for intellektuel stimulering. Det betyder, at mennesker med en 2E-profil let placeres forkert. De får måske hjælp til deres udfordringer, men ikke mulighed for at udvikle deres talent. Eller også bliver de mødt med høje forventninger til præstation uden støtte til de funktioner, der spænder ben. I begge tilfælde opstår et misforhold, som over tid kan koste dyrt i motivation, identitet og mental sundhed.

To ting på samme tid

Den mest hensigtsmæssige tilgang er at arbejde med begge dimensioner samtidig. Styrkerne skal næres, ikke skjules. Vanskelighederne skal støttes, ikke moraliseres over. Det ene må ikke ske på bekostning af det andet. En højtbegavet person har stadig brug for passende faglige udfordringer, også hvis vedkommende kæmper med opmærksomhed, skrift, sociale relationer eller følelsesregulering. Og en person med betydelige vanskeligheder har stadig brug for at blive mødt som et tænkende, nysgerrigt og potentielt meget kapabelt menneske, ikke kun som en samling problemer, der skal kompenseres for. I praksis betyder det, at voksne omkring et barn eller en ung, og voksne omkring sig selv i tilfælde af en voksen 2E-profil, må tænke både kortsigtet og langsigtet. Kortsigtet skal der være tryghed, forståelse og aflastning. Personen skal vide, at kampen bliver forstået, og at belastningen ikke bare tolkes som manglende vilje. Langsigtet skal støtten hjælpe med at udvikle strategier, selvforståelse og færdigheder, der gør personen mere selvstændig. Det kan handle om at forstå sin egen profil, så man ikke vokser op eller lever videre med en diffus oplevelse af bare at være forkert. Det kan også handle om at opbygge erfaringer med mestring i overskuelige trin, så udvikling bliver noget konkret og muligt.

Tid og ikke at stå alene

To forhold fortjener særlig opmærksomhed. Det første er tid. Udvikling i en 2E-profil er ofte ujævn, og fremskridt kommer sjældent i en lige linje. En person kan tage store spring på ét område og stå næsten stille på et andet. Det betyder ikke nødvendigvis, at støtten ikke virker. Det betyder, at udvikling i komplekse profiler sjældent følger et enkelt mønster. Det andet er, at ingen bør stå alene. At finde det rette støtteniveau betyder ikke, at personen aldrig vil kæmpe. Det betyder heller ikke, at alle problemer kan fjernes. Et menneske med en 2E-profil vil fortsat møde krav, misforståelser og perioder med modstand. Men målet er heller ikke et liv uden nederlag. Målet er, at personen får nok støtte til at kunne lykkes og nok tryghed til at kunne lære af de nederlag, der er til at bære. Når det lykkes, udvikles ikke bare færdigheder, men også en dybere erfaring af ikke at være defineret af sine vanskeligheder alene, og heller ikke reduceret til sit talent alene. Der er tale om et helt menneske med både stor kapacitet og reelle barrierer, og det er først, når begge dele bliver set, at hjælpen for alvor bliver rigtig.