HVEM ER DIN BEDSTE VEN?
Mange højtbegavede kender fornemmelsen: man sidder i en samtale med en god ven, og det er hyggeligt, varmt og rart, og alligevel er der noget, der mangler. En rytme, et tempo, et niveau af kompleksitet i udvekslingen, som bare udebliver. Man holder igen. Man venter. Man finder måder at møde den anden, der fungerer, men som samtidigt kræver en konstant, stille indsats.
Det sker, fordi højtbegavede ofte tænker i et andet tempo og ser sammenhænge og nuancer, som kræver en særlig type samtalepartner at udfolde sig med. Samtalen kan gå to veje. Enten glider man umærkeligt ind i en styrende rolle. Man tager initiativet, sætter dagsordenen, holder samtalen i gang, planlægger aktiviteterne og forklarer koncepterne. Man bliver den, der driver værket. Eller man gør det modsatte: man skruer bevidst ned for sig selv, tilpasser sit tempo, sin dybde og sin kompleksitet, for at møde den anden der, hvor vedkommende er. Begge strategier kræver energi. Begge kan fungere i kortere perioder. Over tid kan de dog begge føre til en følelse af at stå ved siden af sig selv i sine egne relationer. Venskaberne er reelle, men alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af at have holdt noget tilbage, af at have mødt hinanden halvvejs i stedet for helt, og af at savne et rigtigt modspil.
Vi er sociale væsener med et grundlæggende behov for at blive set og mødt som dem, vi er. Venskaber, hvor vi kan folde os fuldt ud, tale i det tempo der falder os naturligt, følge tankerne derhen, de vil, og opleve at den anden er med – hele vejen. Det er den slags relationer, der giver energi frem for at tappe den. Udfordringen opstår, når de relationer er svære at finde, og man i mellemtiden tilpasser sig det, der er tilgængeligt. For det er jo bedre end ingenting, og de eksisterende venskaber rummer jo også rigtig meget. Men det kan med tiden føre til en fornemmelse af at leve et lidt fortyndet socialt liv, hvor man altid spiller på halv kraft.
Hvad kan man gøre?
– Et godt sted at begynde er at blive mere bevidst om, hvad man faktisk får ud af sine forskellige relationer. Alle venskaber behøver ikke at rumme det hele, og det er en befriende erkendelse at tillade sig.
– Søg aktivt de fællesskaber, hvor dit refleksionsniveau og din nysgerrighed er normen frem for undtagelsen. Det kan være faglige netværk, nichefællesskaber, organisationer som Mensa eller Gifted Children, eller andre steder, hvor mennesker med lignende kapacitet mødes om fælles interesser. Mange højtbegavede beskriver det som en åbenbaring, første gang de oplever samtaler, der bare flyder, hvor de kan følge sine egne tanker helt ud, og hvor den anden er med og tilføjer noget, de selv ikke havde set. Den oplevelse er værd at søge aktivt.
– Det kan også have værdi at tale åbent med sine nuværende venner om, hvordan dynamikken opleves. Det kræver mod, men det kan åbne for en mere ærlig og gensidig relation. Måske er ens ven uvidende om, at man altid er den, der tager initiativet eller holder samtalen i live – og måske har vedkommende perspektiver, der kan overraske og berige. Åbenhed skaber mulighed for forandring, og mange relationer kan rumme mere, end man tror, når man tillader sig at sige noget.
– Og til sidst, og måske vigtigst af alt: vend blikket mod det, man har. Intet netværk af relationer er perfekt, og jagten på det ideelle venskab kan stå i vejen for at se værdien i det, der allerede er. Det vigtigste er at skabe et samlet netværk, der på tværs af alle sine relationer giver nærvær, modspil, sjov, dybde, inspiration og friheden til at være sig selv.
Det handler i bund og grund om helheden og om at tage ejerskab over den aktivt og bevidst, frem for at vente på, at det rigtige venskab en dag dukker op.
