Rosenvængets Skole – igen

Forstår du at tolke en WISC?
Ved du, hvad man kan gøre for at arbejde med perfektionisme?
Kender du til, hvordan man kan ændre den rolle, man har taget på sig – eller fået tildelt?
 
Det gør en tredjedel af det pædagogiske personale på Rosenvængets Skole. Jeg holdt i dag i en opsamlingseftermiddag sammen med dem – indendørs trods det lokkende solskinsvejr. Jeg har efterhånden været på skolen en del gange, og det føles som at træde ind et sted, hvor der er plads til både faglig nysgerrighed og menneskelig forståelse.
 
Rosenvængets Skole er en kategori 3-skole i Københavns Kommune. Den huser elever med forskellige former for funktionsnedsættelser og behov, som gør, at de ikke trives eller udvikles optimalt i det almindelige skoletilbud. Som specialskole har Rosenvænget valgt at sætte særligt fokus på en gruppe, der ofte bliver overset: de dobbelt exceptionelle børn – altså børn, der både har en høj begavelse og samtidig lever med en eller flere udfordringer som f.eks. diagnoser.
 
Det er både modigt og fremsynet at arbejde målrettet med denne gruppe. Som en deltager udtrykte det i dag, så handler det slet ikke kun om IQ. Det handler om at få konkrete værktøjer, vi faktisk kan bruge – også i bredere sammenhæng. Og netop det er kernen i mit arbejde med skolerne: at levere viden og metoder, som både er specialiserede og bredt anvendelige.
 
Når jeg tilrettelægger forløb med skoler, gør jeg mig altid umage med at give redskaber, som lærere og pædagoger kan bruge i deres hverdag – uanset elevens profil og begavelsesniveau. Samtidig er det vigtigt at vise, hvordan de samme værktøjer kan tilpasses og målrettes elever med høj begavelse. For hvis skolens indsats alene fokuserer på de højtbegavede elever, vil målgruppen være så lille, at redskaberne let bliver glemt eller lagt til side i travlheden. Men når metoderne både er anvendelige bredt og samtidig rummer tydelige instruktioner til brug i arbejdet med højtbegavede elever, så sker der noget vigtigt: de bliver en del af skolens praksis – og ikke bare et tillæg.
 
Det er her, vi for alvor rykker. Sammen.