KENDER DU OLIVER?
Det er eftermiddag, og SFO’en summer af liv. Bolde der sparkes, høje råb, nogen der skændes om reglerne i et spil, nogen der griner. Oliver, 8 år, sidder ved et af bordene i hjørnet med en tegning foran sig, men han tegner ikke rigtigt. Han kigger. Han kigger på de andre og tænker over, hvad det egentligt er, der gør, at nogle mennesker bare naturligt finder hinanden. Som magneter. Han forstår princippet, men han kan ikke helt mærke det fra sin egen side. Det er ikke, at han ikke kan lide de andre. Det er mere, at han er nødt til at oversætte lidt, inden han deltager. Som om der er et ekstra trin for ham, der ikke er der for dem.
Han finder sin telefon frem og googler hurtigt: kan en pil flyve anderledes afhængigt af lufttrykket? Svaret bekræfter det, han allerede havde en fornemmelse af.
Tirsdage er håndbolddag. Oliver er ikke den hurtigste på banen, og han er heller ikke den, der råber højest, når der scores. Men han er der. Og det betyder noget, fordi Marcus er der, og Fahid er der, og fordi der efter træning altid er snak i omklædningsrummet om ting, der ikke rigtig handler om noget særligt, men som alligevel føles som en slags lim. Oliver ved godt, at han er med til håndbold af en anden grund end de fleste andre. De er med, fordi de elsker det. Han er med på grund af muligheden for fællesskab med dem. Han kaster sig ind i spillet, og det er faktisk okay. På vejen hjem i bilen spørger hans mor, om det var sjovt. “Ja, det var okay,” siger Oliver, og mener det næsten helt.
Torsdag er den dag, Oliver glæder sig til. Bueskydningshallen lugter af træ og gammelt læder, og der er en ro derinde, som Oliver ikke rigtigt kan finde andre steder. Når han stiller sig op foran skiven, er det som om, at alt det løse i ham finder en form. Han nyder at justere sigtepunktet, at mærke efter om hans skulder sidder rigtigt, at tænke over, hvad der sker i de få sekunder, pilens rejse tager, fra hans fingre slipper strengen til spidsen rammer. Han har spurgt sin træner, Allan, om vindpåvirkning. Om fjerenes vinkel. Om, hvorvidt en pil opfører sig anderledes på en kold dag end på en varm. Allan havde smilt og sagt: “Det er der faktisk forsket ret meget i.” Og så havde de snakket om det i ti minutter. Oliver aner ikke, om han nogensinde bliver den bedste til bueskydning. Men han ved, at han tænker rigtigt, når han er her. Og det er en ret god følelse.
Den nat, som mange nætter det seneste stykke tid, begynder tankerne igen. Det startede i oktober. Oldemor Else døde en tirsdag formiddag, og ingen vidste rigtig, hvad de skulle sige til Oliver, og Oliver vidste heller ikke, hvad han skulle sige til sig selv. Han havde aldrig tænkt så meget over døden før. Han havde spurgt sin far: “Men er hun så ingenting nu?” og faren havde ikke haft et godt svar, og det havde generet Oliver mere end selve spørgsmålet.
I månederne efter lå han tit og stirrede op i mørket. Han tænkte på, om hun vidste, hun skulle dø. Om hun var bange. Om han selv ville være bange. Om alle de ting, hun vidste og havde oplevet, bare var væk nu, som et dokument der ikke var gemt. Men noget er ved at lægge sig. Denne aften tænker han stadig på hende, men anderledes. Han tænker på, at hun lærte ham at lave pandekager engang, og at det var en søndag, og at han sølede dej ud over det hele, og at hun grinede. Han tænker, at den oplevelse ikke kan tages tilbage. At den på en eller anden måde stadig er rigtig, selv om hun ikke er her. Han er ikke sikker på, han har styr på hvad det vil sige at dø. Det tror han ikke, nogen har. Men han er lidt mere tryg ved ikke at vide det.
Oliver er ikke som så mange andre på 8 år. Hans indre liv er større end det, der vises udadtil, og det kræver plads, selv om det ikke altid er tydeligt for dem, der er omkring ham. Han behøver ikke altid svar. Han behøver nogen, der tør blive i spørgsmålet sammen med ham. Nogen, der ikke skifter emne, når det bliver for stort. Nogen, der husker, at drengen der kaster pilen, og drengen der stiller sig op til håndboldkamp bare for at være med, er den samme dreng, og at begge dele betyder noget.
Kender du en som Oliver? Så vær nysgerrig på hans stilhed. Den er fuld af noget, han endnu ikke har ord for, men som han finder, hvis du er tålmodig nok til at vente med ham.
Venskab og begavelsen
HVEM ER DIN BEDSTE VEN?
Mange højtbegavede kender fornemmelsen: man sidder i en samtale med en god ven, og det er hyggeligt, varmt og rart, og alligevel er der noget, der mangler. En rytme, et tempo, et niveau af kompleksitet i udvekslingen, som bare udebliver. Man holder igen. Man venter. Man finder måder at møde den anden, der fungerer, men som samtidigt kræver en konstant, stille indsats.
Det sker, fordi højtbegavede ofte tænker i et andet tempo og ser sammenhænge og nuancer, som kræver en særlig type samtalepartner at udfolde sig med. Samtalen kan gå to veje. Enten glider man umærkeligt ind i en styrende rolle. Man tager initiativet, sætter dagsordenen, holder samtalen i gang, planlægger aktiviteterne og forklarer koncepterne. Man bliver den, der driver værket. Eller man gør det modsatte: man skruer bevidst ned for sig selv, tilpasser sit tempo, sin dybde og sin kompleksitet, for at møde den anden der, hvor vedkommende er. Begge strategier kræver energi. Begge kan fungere i kortere perioder. Over tid kan de dog begge føre til en følelse af at stå ved siden af sig selv i sine egne relationer. Venskaberne er reelle, men alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af at have holdt noget tilbage, af at have mødt hinanden halvvejs i stedet for helt, og af at savne et rigtigt modspil.
Vi er sociale væsener med et grundlæggende behov for at blive set og mødt som dem, vi er. Venskaber, hvor vi kan folde os fuldt ud, tale i det tempo der falder os naturligt, følge tankerne derhen, de vil, og opleve at den anden er med – hele vejen. Det er den slags relationer, der giver energi frem for at tappe den. Udfordringen opstår, når de relationer er svære at finde, og man i mellemtiden tilpasser sig det, der er tilgængeligt. For det er jo bedre end ingenting, og de eksisterende venskaber rummer jo også rigtig meget. Men det kan med tiden føre til en fornemmelse af at leve et lidt fortyndet socialt liv, hvor man altid spiller på halv kraft.
Hvad kan man gøre?
– Et godt sted at begynde er at blive mere bevidst om, hvad man faktisk får ud af sine forskellige relationer. Alle venskaber behøver ikke at rumme det hele, og det er en befriende erkendelse at tillade sig.
– Søg aktivt de fællesskaber, hvor dit refleksionsniveau og din nysgerrighed er normen frem for undtagelsen. Det kan være faglige netværk, nichefællesskaber, organisationer som Mensa eller Gifted Children, eller andre steder, hvor mennesker med lignende kapacitet mødes om fælles interesser. Mange højtbegavede beskriver det som en åbenbaring, første gang de oplever samtaler, der bare flyder, hvor de kan følge sine egne tanker helt ud, og hvor den anden er med og tilføjer noget, de selv ikke havde set. Den oplevelse er værd at søge aktivt.
– Det kan også have værdi at tale åbent med sine nuværende venner om, hvordan dynamikken opleves. Det kræver mod, men det kan åbne for en mere ærlig og gensidig relation. Måske er ens ven uvidende om, at man altid er den, der tager initiativet eller holder samtalen i live – og måske har vedkommende perspektiver, der kan overraske og berige. Åbenhed skaber mulighed for forandring, og mange relationer kan rumme mere, end man tror, når man tillader sig at sige noget.
– Og til sidst, og måske vigtigst af alt: vend blikket mod det, man har. Intet netværk af relationer er perfekt, og jagten på det ideelle venskab kan stå i vejen for at se værdien i det, der allerede er. Det vigtigste er at skabe et samlet netværk, der på tværs af alle sine relationer giver nærvær, modspil, sjov, dybde, inspiration og friheden til at være sig selv.
Det handler i bund og grund om helheden og om at tage ejerskab over den aktivt og bevidst, frem for at vente på, at det rigtige venskab en dag dukker op.
Dobbelt exceptionel
Høj begavelse + diagnose = dobbelt exceptionel
Dobbelt exceptionelle lever med en sammensat profil, hvor høj begavelse og særlige udfordringer udfolder sig samtidig og farver hinanden. Tankerne bevæger sig hurtigt og ser mønstre, forbindelser og nye muligheder, mens tempo, skift og sanseindtryk kan trække i den anden retning. I hverdagen kan det mærkes som et konstant spænd mellem indsigten, der lander på et øjeblik, og processen, der kræver flere skridt, mere ro og tydeligere anvisninger, før den når i mål.
Når forståelsen spurter afsted, kan hænderne, noterne og planlægningen have brug for at indhente. Læsningen kan tage tid, selv om budskabet allerede er gennemskuet. I sociale situationer står intentioner og nuancer klart i teorien, mens øjeblikkets tempo gør dem sværere at omsætte. Samtidig arbejder sanserne på højeste blus og forsøger at sortere i lyd, lys og stemninger. Det tærer på energi og tålmodighed, og dagen kan slutte med et skarpt hoved og et træt system.
Udefra vipper blikket ofte mellem to halve sandheder. Nogle ser evnen og forventer den samme højde hver gang, andre ser det, der driller, og skruer ambitionsniveauet ned. Begge dele rammer forbi helheden, for profilen kalder på en hverdag, der giver intellektuel mening, sammen med rammer, der gør vejen gennem opgaven tydelig og skånsom. Når indholdet føles vigtigt, og processen er overskuelig, opstår der en ro, hvor potentialet faktisk kan folde sig ud.
Der er brug for støtte og strategier. Men, hvilken støtte og hvilke strategier? Det kommer an på den konkrete sammensætning, som afdækkes i udredninger. Når jeg udreder, finder jeg ikke bare frem til en diagnose. Jeg afdækker forudsætninger og identificerer støttebehov. Så bliver vi klogere – sammen!
Er du dobbelt exceptionel? Er dit barn? Er din kollega? Eller andre omkring dig? Hvis ja, så vær nysgerrig på, hvornår noget virker godt, frem for hvornår det går galt. I de små successer ligger nemlig guldkorn gemt, som kan bane vejen. Hele vejen.
Gentofte Gymnasium
FØLER DU DIG UNG, eller kan du huske, hvordan det var – dengang for en del år siden…?
Ungdomsårene er en intens tid. Det er her, identitet, selvforståelse og sociale relationer formes på nye måder og med andre formål end tidligere. Det er også en periode, hvor kravene til selvstændighed, struktur og samarbejde for alvor begynder at melde sig. For højtbegavede og dobbelt exceptionelle kan det være en tid, hvor forskellene til jævnaldrende bliver tydeligere – både i det faglige, det sociale og det følelsesmæssige. Der er flere måder, de højtbegavede håndterer dette på, som enten kan transformere det til styrker eller til ensomhed og misforståelser. En stor del af at være ung er at lære sig selv at kende, og her er forståelsen af den høje begavelse en vigtig faktor.
I dag har jeg haft fornøjelsen af at besøge Gentofte Gymnasium for at holde oplæg for lærere, ledelse og studievejledning om højtbegavede og dobbelt exceptionelle unge. Jeg har glædet mig rigtig meget til dagen, for det er ikke så ofte (endnu) at ungdomsuddannelserne fokuserer på høj begavelse…
Vi talte om, hvordan stærke og inkluderende fællesskaber kan være et anker, og hvordan undervisningen kan differentieres, så den rummer både fordybelse og individuelle behov. Vi kom ind på lærerens vigtige rolle – ikke kun som faglig formidler, men som facilitator. Asynkron udvikling fyldte også, altså det fænomen, hvor følelseslivet og de eksekutive funktioner ikke altid følger den intellektuelle udvikling. Og vi kiggede på, hvordan diagnoser og høj begavelse kan spille sammen på godt og ondt, samt hvilket konkrete specialpædagogiske greb, som kan gøre en reel forskel i hverdagen.
Det blev en dag fyldt med gode dialoger, refleksioner og små aha-øjeblikke. For selvom ungdomsårene kan være en udfordrende tid, rummer de også et enormt potentiale – og med den rette støtte kan unge, der tænker, lærer og føler anderledes, få mulighed for at folde hele deres potentiale ud.
Kan man fortryde?
Kan man fortryde at kende til sin IQ?
Jeg var i studiet hos Go’ aften Live her til aften sammen med journalist Malte Møller Madsen, som hen over sommeren har sat fokus på høj begavelse i en række artikler hos Berlingske. Han satte sig for at undersøge, hvor høj hans egen IQ er, men havde ikke helt forudset, hvad der kunne komme ud af det.
Det har han skrevet denne artikel om: https://www.berlingske.dk/vores-liv/jeg-frygtede-at-laere-mit-iq-tal-at-kende-men-efter-tre-uger-tog-jeg-en?gaa_at=eafs&gaa_n=ASWzDAgOfNTboPKwHeATRZUh2MB-9yNVQC1o_YbOMbNE-Dky1XqwxrlytQ9cTP-5Dys%3D&gaa_ts=6894fc17&gaa_sig=h3gdx1RYA6e3b5DqSUpYfYeXD-rIJy81AfRVpMb4ldLJ03ZmU4K29MSCBWKw2J-xS_9fzgPE9gqik6n7SyyMww%3D%3D
En rigtig god snak om begavelse, testning og det hele menneske.
Farveløs
Høj begavelse er ikke bare et spørgsmål om at være god til at lære. For mange højtbegavede handler læring nemlig om mere end at kende svaret. De vil kende systemet bag spørgsmålet. De forsøger intuitivt at afkode mønstre, identificere sammenhænge og forudsige næste skridt i et komplekst net af informationer. Det handler om en iboende trang til at forstå, hvordan alting hænger sammen og mestre det meningsskabende.
En højtbegavet person kan i ét øjeblik undre sig over, hvordan tidevandet fungerer, og i det næste overveje, om menneskelige relationer følger nogenlunde samme cykliske logik. Oplevelser bliver ikke kun registreret, men analyseret. Når den højtbegavede mærker vinden på huden, opstår der måske en tankemæssig mikrosimulation af aerodynamik, sensorik og følelsesmæssig resonans. Når en is smager sødt, leder det videre til overvejelser om smagsløg, neurokemi og måske endda sociologiske refleksioner over, hvorfor netop denne smagsnuance er blevet valgt, og hvordan forbrugskultur påvirker præferencer (…tænker du over dét nu?)…
Det sker ikke altid bevidst. Det kan sagtens ske i baggrunden. For højtbegavede børn kan det betyde, at et simpelt spørgsmål i skolen afføder et tankespind, der trækker tråde til fysik, filosofi og fantasi. For voksne kan det betyde, at en samtale om weekendplaner pludselig bliver til en analyse af livsvalg, tidsoptimering og eksistentiel mening. Det er en form for indre databehandling, der sjældent holder pause. Der er en konstant strøm af associative spring og mikroobservationer, som for andre kan være svære at følge helt med i. Tankerne går hurtigere, end sproget kan forklare. Hvor andre lever i det lineære nu, lever den højtbegavede ofte i en form for udvidet samtidighed, hvor tanker, følelser og idéer overlapper og vikler sig ind i hinanden. Og det går stærkt!
Men det kan også være lidt ensomt at være lige dér midt i udvidelsen, hvor et minut rummer 180 sekunders potentiale, for mens samtalen måske handler om, hvad man skal have til aftensmad, kører den højtbegavedes proces i baggrunden: ernæringssammensætning, global fødevareetik, tidsperspektiver og måske en pludselig idé til at bygge en app, der optimerer måltidsplanlægning.
Det er dog hjernens måde at trives på. Derfor siger jeg til forældre til højtbegavede børn: Følg jeres barns naturlige læringsflow. Forsøg ikke at stoppe det, for de trives i den udvidede samtidighed. Det er ikke at pace. Det er at skabe rum til eksistensen på den måde, der er helt naturlig for den højtbegavede. Og til de voksne siger jeg: Bliv glad for de mange tanker – de er en del af det, din hjerne har behov for, for var de væk, så ville din verden være farveløs.
ADHD i Randers
ADHD og høj begavelse – hvordan hænger det sammen?
Det fortalte jeg om i går aftes i 4 timer på Randers Bibliotek arrangeret af ADHD-foreningen Lokalafdeling Midt-Østjylland.
Programmet så ud som følger:
– Hvad er høj begavelse?
– Hvordan kan høj begavelse komme til udtryk?
– Hvordan måles høj begavelse?
– Screening for høj begavelse i indskolingen
– Når høj begavelse og ADHD mødes
– Særlige styrker og udfordringer
– Hvad kan gøre det svært at identificere?
…Og masser af tid til spørgsmål og dialog!
En rigtig god aften – Randers skuffer simpelthen aldrig! Jeg har været en hel del i Randers efterhånden, og jeg nyder hver tur dertil. Også denne aften. Spørgelysten var stor, og der blev stillet virkeligt gode spørgsmål. Og mon ikke jeg kigger forbi Randers igen en anden gang?!
Tænker du, at det kunne være spændende at få mig på besøg til et oplæg, så er du velkommen til at kontakte mig for mere information omkring mulighederne: kontakt@deafranck.dk.
Berlingske
Berlingske sætter fokus på høj begavelse. Det har det gjort tidligere, og nu gør de det igen. Denne gang har jeg haft fornøjelsen af at medvirke i en artikel, skrevet af journalist Malte Møller Madsen og med stemningsfulde billeder skabt af fotograf Asger Ladefoged.
Det er en fornøjelse for dette nicheområde, at et stort medie som Berlingske tager begavelse alvorligt og bidrager til at nedbryde nogle af de mange sejlivede fordomme, der stadig klæber sig til begrebet. Høj begavelse handler ikke om at være klog eller have et talent – det handler om potentiale. Et potentiale, som kræver forståelse, støtte og de rette betingelser for at kunne folde sig ud.
I denne artikel kan du blandt andet læse lidt om min egen vej og mine erfaringer. Man skulle tro, at jeg var klog nok på høj begavelse til at forstå mit eget begavelsesniveau – men så ligetil har det alligevel ikke været.
God læselyst!
https://www.berlingske.dk/vores-liv/hun-troede-ikke-paa-sit-iq-tal-nu-hjaelper-hun-andre-med-at-udnytte
Refleksionskapacitet
Høj begavelse handler om meget mere end problemløsningsevner og en høj IQ-score på en standardiseret test. Det handler også om evnen til at tænke på flere niveauer samtidig. Om at kunne holde mange tanker kørende parallelt. Ikke bare i form af multitasking, men i form af flerdimensionel refleksion: tanker om tanker, og tanker om de tanker, man har om sine tanker… Den højtbegavedes hjerne er ikke kun hurtig – den er også dyb. Den bevæger sig ikke lineært, men springer mellem kontekster, perspektiver og lag. Den kan analysere en situation, som udspiller sig her og nu, samtidig med at den vurderer egne reaktioner på den og samtidig igen overvejer, hvordan reaktionen mon opleves udefra.
Når man tænker på metaplanet såvel som på metametaplanet, sker der noget med ens oplevelse af verden. Man har refleksioner om ”Hvad betyder det her?” samtidigt med ”Hvordan tænker jeg egentlig om det, jeg mener, det betyder?”. Det bringer et rigt indre liv, stor filosofisk dybde og en følelse af eksistentiel kompleksitet med sig, og det viser sig fra de tidlige barneår. Men, det kan også give en oplevelse af at være alene med sine tanker; At andre kun taler på overfladen, mens man selv er flere lag dybere nede.
Det kommer blandt andet til udtryk i langvarige refleksioner om retfærdighed, etik, fri vilje eller identitet – ikke som en fase, men som en grundlæggende måde at være i verden på. Det kan vise sig som behov for dybe samtaler, stærk indre dialog og tendens til at være tankefuld – ikke som en usikkerhed, men som en naturlig følge af en refleksionskapacitet, der konstant søger mening.
Det er vigtigt, at vi ikke forsøger at forsimple disse tankemønstre – hverken hos børn eller voksne. Vi skal ikke klistre prædikatet “overtænkning” på, når det i virkeligheden er overblikstænkning. Så, kære højtbegavede, du skal vide om dig selv, at de mange tanker ikke er kaos – de er kompleksitet.
Det er ikke FOR meget. Det er bare meget, for det trives din hjerne bedst med. Den ved faktisk slet ikke, hvordan den skal lade være.
Og sådan må det gerne være.
Rygaards Skole
Tak til dagens fødselarer for det forrygende smukke vejr – og tak til Rygaards Skole for en skøn workshop som afrunding på vores forløb om høj begavelse.
Dagens program bød på opfølgning via Blooms taksonomi, SOLO-taksonomien, TASC-modellen og en række varierede forløb, hvor vi gennemgik både styrker og udviklingspotentialer i hjemmeopgaverne – som i øvrigt var afleveret i god tid og med høj kvalitet.
Materialet var meget forskelligt, meget varieret, skarpt og gennemarbejdet. Jeg fik også nogle forfriskende øjenåbnere i forhold til, hvordan man kan arbejde kreativt og målrettet inden for forskellige fag. Og lad mig bare sige det: Jeg har spillet meget rundbold i idrætstimerne, men jeg ville have elsket et forløb som det, der var udarbejdet i hjemmeopgaven for idræt! Jeg kunne nævne mange eksempler på gode opgaver – for der var virkelig mange.
Vi rundede dagen af med et blik på, hvordan det kan opleves at være forældre til højtbegavede børn.
Hvordan føles det for dem?
Hvilke erfaringer har de gjort sig i relation til deres barn?
Og hvad bærer de med sig i rygsækken, når de sidder til skole-hjem-samtaler?
Du kan eventuelt læse mere om skolen her: https://rygaards.com/