Hvis du leder efter svar, skal du ikke læse denne bog. Bogen giver ingen svar, og det er forfatteren Chris Mowles hudløst ærlig omkring fra indledning til afrunding. Det er ikke intentionen at levere en opskrift på, hvordan man leder, hvordan organisationer ledes eller hvordan medarbejdere responderer på ledelsesformer. Intentionen med bogen er at skabe refleksion – ikke blot over bogen og dens forskellige vinklinger, men over egen praksis, egen ledelse og den ledelse, man oplever til hverdag. Dette sker gennem en udførlig og til tider særdeles kompleks gennemgang af filosofiske, psykologiske spor og forståelser. Der nævnes i flæng tænkere og teoretikere som Kant, Elias, Mandelbrot, Dewey og Luhmann, hvilket er et behageligt gensyn med mange interessante refleksioner og vinkler på væren, refleksion og samfund. Men… når det er sagt, så bærer bogen præg af, at forfatteren er professor i kompleksitet. Der er mange kringlekroge og brogede veje mod pointerne, hvilket kan være givende for de, der søger inspiration til egen refleksion og refleksivitet, men desværre også kan være lidt rigeligt langtrukkent for de, der søger overblik frem for detaljer. Dette tager bogen heldigvis højde for ved at opsummere gennemgang og pointer i afslutningen af hvert kapitel.

Mowles forsøger at skabe en begrebsverden om ledelse i usikkerhed gennem eksplicitering af paradokserne, man som leder i nutiden må beskæftige sig med. Han hævder, at paradokser skal forstås indefra, og at man derfor må dykke ned i bassinet frem for at hæve sig op i helikopteren, og at man samtidig ikke bør gøre sig for store forhåbninger om at optimere eller fjerne paradokserne. Mowles beskriver, at paradokser oftest er et vilkår i ledelse, og han skaber gennem bogen en opfordring til, at læseren forholder sig til, hvad vedkommende vil gøre i en given situation, samt reflekterer over hvilke refleksioner, der førte til dette og hvorfor. Derudover minder han om, at vi i vores refleksioner og refleksivitet må tage hensyn til, at enhver fortælling er kompleks, og trækker på fortid, nutid og fremtid i et subjektivt lys.

Bogen giver en begrebsverden for at forstå, at stabilitet og forandring, innovation og kontinuitet er to sider af samme sag, hvilket kan virke kontraintuitivt – lige indtil man har læst denne bog.

Mowles beskriver det helt præcist: “På en måde er hele denne bog…para-doksal, altså imod doksa, det vil sige det, der anses for at være god mening eller fornuft inden for ledelse…Derved stræber den efter at skabe flere nuancer, flere tankemuligheder…” (s. 238), og det må man sige, at den til fulde lever op til.