Det er morgen, og solen kigger lige akkurat ind gennem den lamel på persiennerne, der er skæv. Carl, 12 år gammel, skal op og afsted i skole.
Han føler sig ikke så motiveret, og har ikke gjort det længe, for dagene ligner hinanden så meget, at de føles som én lang gentagelse. Carls verden er ikke som de fleste andres, for hvor andre ser spørgsmål og svar, ser Carl nærmere undren over, hvorfor lige dét spørgsmål skal besvares og ser mange mulige svar til det. Han tænker ofte og tænker længere, end han oplever sine klassekammerater gøre, og mens han denne morgen går i gang med morgenrutinen for at komme afsted til skole, tænker han endnu videre.
Carl har altid oplevet, at hans tanker bliver fanget af refleksioner, der forgrener sig, går dybt, går bredt og går vidt. Mens han cykler mod skolen, bemærker han luftmodstanden og den begyndende forårsvarme, og undrer sig over, om temperaturen har noget at sige i forhold til luftmodstanden, og om egentligt fordampning fra omgivelserne og luftfugtigheden også har betydning for dette. Måske betyder det også noget for fuglene, når de flyver? Han får lyst til at undersøge det nærmere.
Da han kommer ind i klasselokalet på skolen, bemærker han, hvordan de andre elever i klassen sidder i små klynger og ser glade og afslappede ud. De småsnakker; noget om en serie, noget om hende fra 7. klasse, noget om en ny cykel. Ikke rigtigt noget særligt. Carl føler sig ikke lokket af snakken, og føler næsten, at han er til stede parallelt med de andre, men alligevel forskudt. Han er der, men han er der ikke – mon man kan være dét?
Timerne går, der er uro i klassen, spørgsmål til opgaverne, ingen fokus på læring. Carl kigger ud ad vinduet. Der er en svale på himlen. Han kommer i tanke om luftfugtighed og luftmodstand og temperatur og… og hvilken betydning har svalens kløftede hale mon for alt det her? Læreren spørger Carl, om han kan svare på det spørgsmål, der lige er stillet. Carl hørte det ikke, for han var opslugt i sin tankerække, men tænker hurtigt og siger: “Det kommer an på, hvilken vinkel, man har på det – kan du uddybe spørgsmålet?”. Og det virker!! Spørgsmålet bliver gentaget. Carl svarer – nemt nok. Pyha!
Han er ikke så engageret længere, som han engang var.
Frokostpause – Carl er alene. Ikke fordi han er uønsket, men fordi han vælger at fordybe sig i sine egne tanker. Han observerer og reflekterer.
Da Carl kommer hjem fra skole, spørger forældrene nysgerrigt ind til, hvad der er sket i skolen. Carl orker ikke rigtigt at fortælle den samme historie igen, for han ved, at forældrene presser på for at få ham til at være sammen med de andre i frikvartererne, og han ved, at de bliver bekymrede. Han svarer: “Det har været en fin nok dag”, og skifter hurtigt samtalen over til: “Hvordan er det egentligt med luftmodstand og luftfugtighed, nu hvor det er ved at være forår?”, og så fortæller han om sine tanker og om svalen. Og nyder at forældrene reflekterer sammen med ham. Det er en god snak. Den bedste hele dagen.
Da Carl skal i seng, vil hjernen ikke sove. Den tænker videre, for det kunne jo også være, at lufttrykket havde en betydning, og hvad mon der så sker for en raket på vej ud i rummet, når den dels skal forlade jordens overflade. Der er jo andre påvirkninger på raketten end for svalen. Og så læste han også engang om, at bjørnedyr kunne overleve det mest ekstreme, og findes på ydersiden af en raket i rummet, og hvis den så landede på f.eks. Mars, så ville der jo være liv på Mars… Men så kan man jo også sige, at der er liv i rummet. Ha, ha, lidt dumt. Men i princippet. Der er sikkert liv derude. Hvorfor skulle der ikke være det…?
Carl er ikke som så mange andre 12 årige. Carl er højtbegavet. Han er ikke nødvendigvis alene, men han kan godt føle sig ved siden af. Ved siden af fællesskabet, ved siden af undervisningen, ved siden af følelserne, ved siden af engagementet. Ved siden af.
Og han har brug for, at vi forstår ham, og at vi forstår, at de tanker, han har haft i løbet af denne ene dag er langt flere og langt mere forgrenede, end det beskrevne her. Carl kan ikke slukke tankerne. De er en del af hans eksistens. En del af hans væsen. Og en del af hans begejstring.
Kender du også en som Carl? Så prøv at undre dig sammen med ham/hende, for fællesskabet i refleksionerne er en klar vej til livsglæde for disse personer. At blive set, at blive forstået og at blive mødt betyder så meget. Du skal ikke kunne svare – du skal kunne undre dig, og lade refleksionerne bliver refleksioner af et nysgerrigt sind.
