Autisme og højt begavede

Hvordan er det med autisme og de højt begavede?
 
Jeg har spurgt jer som læser med på mine opdateringer, hvad I ønsker at vide mere om. Der er kommet en del spørgsmål omkring højt begavede og autisme. Her vil jeg give en overordnet opridsning.
 
Autisme er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, som medfører at der er markante forstyrrelser i kvaliteten af det sociale samspil og kommunikationsmønstre. Derudover er der et begrænset, stereotypt og repetetivt repertoire af interesser og aktiviteter. Når der står “gennemgribende” er det fordi, det er tilstede i alle situationer. Der er flere undertyper af de gennemgribende udviklingsforstyrrelser:
– Infantil autisme
– Atypisk autisme
– Retts syndrom
-Anden disintegrativ forstyrrelse i barndommen
– Hyperaktivitetsforstyrrelse med mental retardering og bevægelsesstereotypier
– Aspergers syndrom
– Andre gennemgribende udviklingsforstyrrelser (GUA)
– Gennemgribende udviklingsforstyrrelse, uspecificeret (GUU)
 
Jeg vil her fokusere på Infantil autisme, atypisk autisme og Aspergers syndrom og grupperer dem som ASF (autismespektrumforstyrrelser).
 
Højt begavede kan have flere træk, som til forveksling kan ligne ASF, men som har en anden oprindelse end ASF har. I mange tilfælde ved vi ikke, præcis hvorfor et menneske med ASF har kvalitative forstyrrelser, andet end at der er en klar, medfødt komponent. For de højt begavede er det som oftest udtryk for negative erfaringer omkring manglende stimulering i det sociale samspil, skuffede forventninger, følelsen af at være mere forskellig fra end lig med og manglende interessefællesskaber.
 
For ASF vil der forekomme en blanding af afvigende blikkontakt, mimik, kropsholdning og gestikulation, hvilket ikke ses hos de højt begavede.
 
For ASF vil der ofte ses manglende spontan delagtiggørelse af andre i det, de interesserer sig for. Det er som oftest det stik modsatte for de højt begavede, som kan være meget ekspressive omkring interesserne og tale længe (!) om dem.
 
For ASF vil der ofte ses afvigelser i talesproget uden forsøg på at kompensere med mimik eller gestik, påvirket evne til spontan samtale, brug af besynderlige ord eller sætninger på en atypisk måde, samt begrænset som-om-leg. For de højt begavede ses sjældent afvigelser i talesproget, som er til den begrænsende side. Tvært imod. Mange højt begavede har et veludviklet sprog i en tidlig alder (fraset dem med hyppige mellemørebetændelser og en lang historie med dræn, samt dem der er to- eller fler-sprogede, hvor andet kan gøre sig gældende).
 
For ASF ses ofte udtalt optagethed af interesser, som er afvigende med hensyn til indhold, fokus, intensitet og afgrænsning. Det kan også ses hos de højt begavede, men det er kendetegnende, at de ikke bliver snævre og at de formår at rykke videre til næste interesse, når den første er udtømt for viden. Det er altså ikke repetitionen i interessen, men nærmere vidensakkumuleringen, som er spændende.
 
For ASF ses ofte formålsløse rutiner eller ritualer, mannerismer, finger-basken eller andre lidt sære bevægelser. Det ses ikke hos de højt begavede.
 
For mange med ASF vil der have været symptomer før 3 års alderen, men det gør sig ikke gældende for alle. For de højt begavede vil der have været tegn på den høje begavelse altid.
 
Når jeg laver screeninger for ASF hos mine klienter, så bliver mange overraskede over, hvor meget der faktisk skal til at falde indenfor ASF-rammerne. Mennesker må gerne være anderledes, lidt sære, foretrække deres eget selskab og have besynderlige interesser – uden at vi straks skal diagnosticere! Der skal være plads til en bred normal.
 
Og så til den komplekse side af sagen: Højt begavede kan også have ASF. I disse tilfælde vil man ofte opleve, at de gør brug af deres stærke intellektuelle kompetencer til at kompensere for det diagnosen fører med sig. Det kan gøre det uhyre svært at identificere ASF hos de højt begavede, hvorfor man må være forsigtig, når man kommer op i disse intellektuelle lag. Mange højt begavede med ASF bliver meget, meget, meget udkørte efter en helt almindelig dag med konstant kompensering. Det er afgørende for disse mennesker, at det nøje afvejes, hvordan deres behov skal mødes, og det kræver uden tvivl specialpædagogiske øjne for at finde den rette vej fremad.