Fuhlendorff og venner

I fredags var jeg på Comedy zoo for at se Fuhlendorff og venner. Hvad har det med høj begavelse at gøre? Det kan du læse mere om her:

Christian Fuhlendorff er nemlig ambassadør for Gifted Children i Danmark (GC). Ambassadørerne har til formål at medvirke til at sprede det gode budskab om højtbegavede børn. Christian Fuhlendorff har skrevet følgende om sin rolle som ambassadør:

Har du hørt om Gifted Children? Gifted Children er forening for højt begavede børn, som jeg har haft den glæde at underholde til deres årlige sommerlejr, en del gange efterhånden. Og tro mig, de er nogle af de skarpeste knive vi har liggende i den danske skuffe, men de forbliver kun skarpe hvis vi husker at slibe dem rigtigt.
I dagens Danmark tager vi ikke særligt hensyn til de højt begavede børn. Det er som om man tænker: “De skal jo nok klare den”. Men burde de ikke have muligheden for at udleve deres potentiale? Tænk, hvis vi går glip af en kræftkur, en banan hvor skralden ikke brækker irriterende af, eller et godt stand up show? Det sidste er nok ikke tilfældet. Det er det andet nok heller ikke.

Og det har han helt ret i. Vi skal søge for, at de forbliver skarpe, og vi skal sørge for, at deres kreativitet plejes og udvikles.

Han skriver videre:

“Jeg havde det selv svært i skolen. Jeg ved ikke om jeg var et særlig begavet barn eller om det var fordi jeg havde en diagnose af en art. Jeg kan godt lide ideen om det første. Skolepsykologen kunne godt lide ideen om det sidste. Under alle omstændigheder – jeg ved hvordan det er at kede sig i skolen, fordi der ikke bliver taget hensyn. Det er i hvert fald en sag jeg godt vil støtte op om, derfor sagde jeg også ja, da jeg blev spurgt om jeg ville være ambassadør for foreningen”.

Hvad er det så, den forening kan? Gifted Children er et netværk for familier med højtbegavede børn. Her kan familierne møde hinanden, udveksle erfaringer, få gode oplevelser med ligesindede og føle sig velkommen på en fordomsfri måde. Gifted Children arbejder for at fremme trivslen og vilkår hos de højtbegavede, og stiller konsulenter til rådighed, som kan fortælle skoler og institutioner mere om, hvad det vil sige at være højtbegavet.

Er du nysgerrig på at vide mere, så kig her: https://giftedchildren.dk/