Som forælder til et højtbegavet barn kan det være svært at finde den rette balance mellem at udfordre og støtte barnet uden at skabe unødig stress eller pres. Omgivelserne kan finde på at sige “nu skal du ikke pace dit barn” eller “lad nu barnet være barn og lege i stedet for at sidde med bøgerne” eller “hvorfor snakker I om sådanne emner?”.
De højtbegavede børn har ofte en meget intens hunger efter viden, og kan blive frustrerede, hvis de føler sig understimulerede. Frustrationerne kan komme til udtryk på mange måder, men man er ikke i tvivl om, at de ikke bliver mødt i deres behov. Men hvornår er det nok? Hvornår træder man faktisk over grænsen og overstimulerer? Hvornår risikerer man at presse barnet?
Fire pejlemærker herfra:
1. Forskellige børn trives ved forskellige læringsmetoder og -tempi. Der kan være mange veje til fordybelse i ét og samme emne, herunder:
– Akademisk: Man kan læse om det
– Sprogligt: Man kan diskutere det
– Konstruktion: Man kan forme/bygge det
– Logik: Man kan afprøve forskellige forståelser på det
– Æstetisk: Man kan tegne, male eller forme det
– Visuelt: Man kan se video eller teater om det
På denne måde kan man blive ved ét emne frem for at skulle halse efter barnets mange spørgsmål, som breder sig ud. Det er også en god inspiration til at dvæle ved noget i længere tid, som kan nuancere og åbne øjnene for, hvordan andre ser det samme emne.
2. Selvom det kan være fristende at fylde barnets skema med berigende aktiviteter, er det vigtigt at huske på, at børn også har brug for tid til at slappe af og lege. Lege kan være lige så værdifulde for personlig og social udvikling som strukturerede læringsaktiviteter. Derfor råder jeg som udgangspunkt meget sjældent forældre til at kompensere for eventuelle manglende indsatser i skolen ved at fylde en masse på i fritiden. Børn har fri, når de har fri – og det har deres forældre sådan set også (fraset madlavning, tøjvask, cykellapning osv…).
3. Samarbejde med skolens personale kan hjælpe med at sikre, at barnet får den nødvendige støtte til sin udvikling. Dette kan inkludere alt fra differentieret undervisning i klassen til gruppedannelser til holddannelser, mentorordninger, samarbejder på tværs af skoler og meget, meget mere. Her bør der selvfølgeligt også tænkes ind, at børn er mere end deres hjerne, og at andre områder, så som en asynkron udvikling mellem intellekt, følelse og eksekutive funktioner, også spiller ind.
4. Højtbegavede børn kan nogle gange opleve sociale og følelsesmæssige vanskeligheder at årsager, der er forbundet med men ikke forårsaget af den høje begavelse, så det er vigtigt at være opmærksom på barnets velbefindende. Overvej at involvere en børnepsykolog, hvis barnet viser tegn på angst, isolation eller frustration, som kan være svære at håndtere. I første omgang er samtalen mellem barn og forældre vigtig, og man kan med fordel læne sig op ad en masse HV-spørgsmål, hvis man som forælder er i tvivl om, hvordan man skal spørge ind:
– Hvad skete der?
– Hvordan havde du det med det?
– Hvem var med?
– Hvorfor tror du, det var sådan?
– Hvordan havde de andre det?
– Hvor var lærerne?
– Hvordan føles det for dig?
– Hvornår er der plads til de følelser?
Husk, at det at være forælder til et højtbegavet barn er lidt af en læringsrejse, og selv vores fejltrin er en del af bevægelsen. Tillad dig selv at træde lidt forkert en gang i mellem. Perfektion er ikke at gøre tingene konstant rigtigt. Perfektion er også at rumme balancen til at lære af sine fejl og derigennem gøre det bedre næste gang – som et forbillede for det højtbegavede barn, for dét kan de bestemt også lære af.