Højtbegavede børn med ADHD – hvordan er det lige, de er forskellige fra normaltbegavede børn med ADHD? Det spørgsmål satte Gomez, Stavropoulos, Vance og Griffiths sig for at undersøge i 2019-2020.
De valgte en IQ på over 120 målt med WISC for at klassificere de højtbegavede (i den overvejende del af forskningslitteraturen ligger den på 130).
De undersøgte karakteristika og sværhedsgrad for uopmærksomhed (IA) og hyperaktivitet (HI) samt samlet (total) – altså de mest fremtrædende symptomer på ADHD. Derefter sammenlignede de 4 forskellige grupper:
1. Normalbegavet med ADHD
2. Normalbegavet uden ADHD
3. Højtbegavet med ADHD
4. Højtbegavet uden ADHD
De fandt, at gruppe 1 og gruppe 3 rapporterede markant flere symptomer på ADHD end gruppe 2 og 4. Det er der ikke noget overraskende i, men de fandt også, at de normaltbegavede med ADHD havde en højere score på IA og en højere total score end de højtbegavede med ADHD. Scoren på HI var på samme niveau.
Da forskerne kiggede nærmere på de enkelte karakteristika indenfor AI og HI fandt de dog, at der var tre specifikke HI-symptomer, som den højtbegavede ADHD-gruppe scorede højere på, end den normaltbegavede ADHD-gruppen nemlig “modulerer motorisk aktivitet”, “modulerer verbal aktivitet” og “reflekterer over spørgsmål”. At “modulere” skal forstås som evnen til at justere og afpasse.
Samlet set konkluderede de, at højtbegavede også kan have ADHD, men at der er en tendens til, at de er mindre uopmærksomme end normaltbegavede ADHD-børn, samt at de er bedre i stand til at modulere hyperaktiviteten.
Det er ingen hemmelighed, at de højtbegavede kan kompensere på mange måder, når de har en underliggende diagnose eller øvrige former for vanskeligheder. Dette studie bekræfter netop dette, men understreger også, at det er en god idé at se nærmere på kompenserende strategier hos børnene. Det finder man ikke bare frem til gennem observation, men også ved at spørge børnene!
Studiet sender i øvrigt en tanke i retning af Dąbrowskis “overexcitability”. Dąbrowski mente, at højtbegavede har tendens til psykomotorisk overspænding, som udtrykkes gennem hyperaktivitet, uopmærksomhed og impulsivitet. Det lyder jo meget som ADHD, men der ER faktisk evidens for denne sammenhæng. Dog øger det også risikoen for, en underdiagnosticering af ADHD (når det virkelig er til stede) blandt børn, der er højtbegavede og samtidigt overdiagnosticering af ADHD (når det reelt ikke er dét der er tale om).
Det understreger behovet for særlig varsomhed, når de højtbegavede diagnosticeres.