Hvordan taler vi om krigen?

Højtbegavede børn og Ukraine/Rusland.

Forældre til højtbegavede børn kæmper ofte med den asynkrone udvikling mellem følelser og intellekt. Disse dage er bestemt ingen undtagelse, for der er propfyldt med information, misinformation, bekymring og billeder fra ubehagelighederne østpå.

Alle børn kan blive bekymrede, alle børn kan smittes af stemningen, alle børn kan blive bange. De højtbegavede har lige et gear ekstra. De kan f.eks. høre ordet “ballistisk missil”. Måske kender de allerede til ballistiske missiler fra en forudgående interesse. Måske googler de det, eller søger på YouTube. De husker ordet!! Og de kan læse sig til ting, som kan bekymre dem. De læser måske om styresystemerne, om atomsprænghoveder og om hvor langt nogle af missilerne kan række – og så ryger nattesøvnen og appetitten.

Med en meget stor retfærdighedssans, forståelse af normer og etik, så vil ængsteligheden vokse i maven. De vil tage en langt større intellektuel forståelse ind, end følelserne kan rumme. Tankerne bliver flere og mere abstrakte. De kører ikke i ring, men vokser sig større og større. “Kan min familie også komme i krig?”. “Skal min far være soldat?”. “Kan et ballistisk missil ramme vores hus?”. I disse dage er det utroligt vigtigt at skærme børnene så meget som muligt, men i fuld erkendelse af at det ikke er muligt og heller ikke hensigtsmæssigt at holde dem helt uvidende, så er det afgørende, at man som forælder taler med børnene om det.

Nogle børn kan have svært ved at udtrykke bekymringen fuldstændigt. Her kan det være hjælpsomt at tegne sammen. Hvis tålmodigheden ikke er til at tegne, så kan man printe forskellige billeder ud fra nettet med forskellige motiver (ikke krigsmotiver) og tale ud fra dem.
Spørg ind til deres tanker, spørg ind til hvilke følelser de mærker, spørg ind til deres kropsreaktion og tal sammen om, om I kan gøre noget i fællesskab. Måske skal I starte en indsamling, måske skal I donere tøj, måske skal I strikke eller sy. Selv en lille ting kan give oplevelsen af at gøre en forskel på noget, der er så langt væk, men alligevel så ufatteligt tæt på.

Vil du vide mere om det asynkrone, så har jeg en publikation om netop dette på min hjemmeside – klik under “publikationer” for at finde den.

Pas godt på jeres børn – og pas godt på jer selv.