Jeg kan se dig!
Det er vidunderligt at blive set af andre. At føle sig dybt forstået af en anden person. Det er helt afgørende for udviklingen af ens selvforståelse. Men det er ikke altid sådan, at man bliver set, og for dem som ligger blandt de 0,1% højst begavede i befolkningen (IQ 145+) sker dette sjældent.
I sin afhandling fra 2017 påviste Tracy Vinter netop dette hos 24 voksne med en IQ på 145+. Resultaterne viste, at de sjældent følte sig set og at de oftere modtog negativ feedback på deres adfærd som er typisk for højt begavede individer. Til tider fik de ingen reaktioner men oplevede sig blot ikke-set. I de fleste interaktioner med andre, følte de sig forkerte, anderledes og misforståede.
Der viste sig en tendens til at de undertrykte deres egentlige selv blandt andre mennesker. Frem for at vise deres autentiske selv, begrænsede de altså deres naturlige måde at være på og forsøgte at præstere svarende til deres oplevelse af andres forventninger. Det er selvsagt udmattende i længden.
I en verden hvor det der er naturligt for én ikke er indenfor ”normalen”, må vi altså trække i andre forståelser. I mit terapeutiske arbejde med 145+ er jeg omhyggeligt med at se mine klienter. De oplever sjældent genklang blandt andre mennesker. De ser flere forskelle end ligheder, og med en stærk evne til at gennemskue mønstre, drage paralleller og huske hvad der er sagt, gjort og udvist gennem tiden, samler de et stort empirisk grundlag for deres følelse af at blive set eller ikke set.
Det starter allerede i barndommen, og det lægger et fundament for voksenlivet. Derfor er der som regel også et element af psykoedukation i mine terapisessioner. Det handler om at kende sit sammenligningsgrundlag, og for en med en IQ på 145+ er dette ikke 100. Det er en ganske anden ”normal”.