Skal det være en diagnose?

Skal det være en diagnose at være højt begavet?
 
Jeg har spurgt jer som læser med på mine opdateringer, hvad I ønsker at vide mere om, og dette spørgsmål er på listen over efterspurgte emner.
 
Når man er højt begavet, så adskiller ens potentiale sig fra de fleste andres. Den højt begavede med en IQ på 130 eller derover ligger 2 standardafvigelser over medianen på 100, og det svarer til, at der kun er ca. 2,1% som ligger i samme niveau eller højere. Det giver et signifikant anderledes afsæt for at forstå verden.
 
Højt begavede tager stilling til de mange indtryk, de tager ind. De systematiserer, de ræsonnerer over dem, de grupperer dem i nye forståelser og de husker dem – længe. De kan indgå i et væld af forskelligartede sammenhænge og formå at skabe mening i dem, til trods for at de aldrig før har været i noget lignende.
 
Man kan sammenligne det med at sætte dem af midt i en skov, de aldrig har været i før, og så vil de være godt i stand til at ræsonnere sig vej ud af skoven igen. De vil observere beplantningen, lysninger mellem træerne, hældning på træer, vandhuller og spor fra dyr. De vil samle viden om skoven ved at være der, og så vil de sætte gang i sandsynlighedsscenarierne, hvor de ræsonnerer kvantitativt eller logisk og abstrakt, og dermed finder de frem til en sandsynlig fremfærd, der guider dem ud af skoven igen.
 
Højt begavede er i sandhed begavede med et større spektrum af potentialer, og det bør ikke være en diagnose. Diagnoser handler om lidelser og funktionsnedsættelser. Høj begavelse er ikke en lidelse eller en funktionsnedsættelse.
 
MEN! Det kan det blive. Højt begavede vil have behov for et miljø, hvor de trives. Det er langt fra alle højt begavede, som trives i den almindelige folkeskole, i fritidsaktiviteterne, på gymnasiet eller på jobbet, og dét kan føre forskellige lidelser med sig. Det kan være angst, depression, stress, belastningsreaktioner eller andet, og disse lidelser er diagnosticerbare. Så, har en højt begavet samtidigt en lidelse, så kalder det på en diagnose – af lidelsen, og ikke intellektet.
 
Jeg har skrevet om tidligere, at der er forskning, som peger i forskellige retninger, hvad angår risiko for lidelse, når man er højt begavet. Forskerne kan ikke blive enige, og kan påvise både forhøjet og formindsket risiko.
 
Så, mit svar på spørgsmålet er: Nej, det skal ikke være en diagnose at være højt begavet.