Hvad i alverden skal vi stille op med de højt begavede børn, som af forskellige årsager ikke kan modtage undervisning på en af skolerne for højt begavede børn (f.eks. Mentiqa, Atheneskolen, Bifrost eller Leonardoskolen)? I 2017 publicerede Janna Wardman et studie af højt begavede børn (IQ 130+), som blev klassetrinsaccelereret – det vil sige, at de sprang et klassetrin over. Hun undersøgte blandt andet, hvordan de højt begavede havde oplevet klassetrinsaccelerationen. Der var en høj grad af tilfredshed hos børnene, og dette gjorde sig også gældende hos lærerne og forældrene. Udsnittet som blev undersøgt, var dog ikke så stort.
Kigger vi lidt længere tilbage i tiden til år 2006, finder vi yderligere forskning. I 2006 publicerede Miraca Gross et longitudinelt studie, det vil sige et studie som strakte sig over længere tid, mere specifikt 20 år! Her blev 60 australske unge med en IQ på 160+ set efter i sømmene. De blev primært identificeret med testen ”Stanford-Binet L-M”, som ligesom en WISC har en median og gennemsnit på 100, men dog har en lidt højere standardafvigelse. Ikke desto mindre er en IQ på 160+ meget høj! Der findes ikke så mange af denne kaliber. Faktisk svarer det til at kun ca. 170 børn ud af samtlige børn i alderen 5-13 år i Australien i 1980’erne, hvor studiet begyndte. Det er ganske få, men til trods for den sjældne forekomst formåede studiet at identificere og inkludere 60 af disse.
En stor del børnene fik mulighed for klassetrinsacceleration eller anden form for akademisk acceleration, men en del gjorde ikke. Studiet viser med tydelighed, at de børn som fik størst acceleration og blev mødt af skolens gode vilje til at talentudvikle, formåede at opnå større præstationer og en større grad af selvrealisering. De børn som fik mindst acceleration og mindst fokus på talentudvikling præsterede markant lavere, havde markant lavere tilfredshed og fik i en del tilfælde vanskeligt ved social interaktion. Desværre gennemførte en del af de akademisk forsømte børn ikke eksamen. Det gør helt ondt at læse.
Mange med høj IQ mødes af en omverdensforståelse om at det er et luksusproblem, og at de bare skal klare sig selv. Jeg synes forskningen taler et tydeligt sprog. Det er ikke et luksusproblem, og vi behøver fokus på og ekspertise omkring disse børn.
Jeg brænder for de højere dele af normalfordelingskurven og har gennem mange år indsamlet en enorm viden på området. Man kan kalde det en særinteresse – jeg kalder det for mit kald!
